Wolf & man

Da trolddomen bleff h¦ved - & need
paa jorden han sv¦ved: da som nu
vaer jaget ved at lefve, ved at aande,
ved hver bev¦gelse saa stoor at n¦sten
dend vaer smerte
Medens han gik omkring
blandt mennisker, vaer han skuffed fèrst:
i liivets ydre vaer der intet skifte
lig det han hafvde fèlt i ulvens liiv
De tr¦ller under ham
med at troskyldig sind
fryckter ham,
een krafft aff sand natur,
som sanser uden selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit jag
lig kv¦ldens farver, nattens aandedrag
For ingen guderèst hafver nogensinde
git mennisket svar paa hvem han skiulede
d¦mon, phantom & varulv
vaer kund naffn paa det de aldrig kunde finde
End han -
i hans hi¦rte: een affgrund tung
som det sorte hav
der eldsker sine dyb
Der -
sammenkrèget
i vintrens bund
fylder han al deris gl¦de,
liiv, mod & haab
Maanen, stiigende paanye,
hilser ham fra en sunken himmel
...oc ved den lydende midnattssalme
som fryckt i natten v¦ver
skald de fromme atter falme